Velkommen på Midtfyns Efterskoles nyeste linjefag; Mad med Omtanke.

Er du til madlavning på tværs af erfaringsgrundlag, ny viden om verden omkring os i forhold til mad og bæredygtighed og har du mod på at få jord under neglene? Så er Mad med Omtanke lige faget for dig.

Faget er delt i tre: madlavning, praktisk arbejde med køkkenhave og en generel viden om madvarer, som også inkluderer virksomhedsbesøg.

I Mad Med Omtanke lærer du at lave sund og nærende mad fra bunden samtidig med at du bl.a. lærer om næringsindhold, råvarer, hvor maden kommer fra, herunder praktisk arbejde med køkkenhave, bæredygtighed, madspild, økologi, CO2-aftryk, madplaner og meget, meget mere.

Mad bliver altså sat i et større perspektiv og vi skal lære at se mad som en ressource, som ikke er uendelig i en verden, hvor stigende befolkningstal fortsat kræver bedre levestandarder.

Så tag forklædet på og kom med i køkkenet. Der er også plads til dig!



Første del

Her lærer du at begå dig i et køkken. Det vil sige: hygiejne, redskabsvalg og tilberedningsmetoder. Det basiske! Sammen skal vi igennem forskellige temaer, bl.a. SU venlig mad, vegetariske retter, bagning, fisk, osv.

Anden del

Her kommer det praktiske arbejde med skolens køkkenhave. Det er her du får erfaring med en række lettilgængelige afgrøder.

Du kommer til at have ansvaret for vedligeholdelse og lugning mindst én uge i løbet af dit år hos os. På den måde får du bogstavelig talt fingrene i jorden, og lære en masse om de mest basale madvarer.

Tredje del

Her opbygger du en viden om, hvor maden kommer fra, kostplaner, næringsindhold, kroppens funktioner mm.

Vi skal på virksomhedsbesøg, for eksempel en kyllingefarm og et slagteri. Her vil du komme helt tæt på den industrielle fødevareproduktion.

Derudover skal vi se en række interessante dokumentarer, som udvider din horisont ift. måder at spise og leve på.

Kort sagt, så kommer der til at være knald på! Og bare rolig, du behøver ikke være en masterchef i forvejen for at deltage, du skal bare have gejst, lærevillighed og engagement!

Underviser på Mad med Omtanke er Jonas Effersøe Westermann. Han er uddannet indenfor idræt og sundhed samt fysioterapi. Derudover har han en bred erfaring med blandt andet køkkenhaver. Og han glæder sig til at møde dig!